Den gamle hovedstad i Saralis. Lå ud til Søen Karish og store områder omkring byen var drænet og indvundet til frugtbar landbrugsjord. Byen var en perle i det nordlige Jaiman og fungerede som et bindeled mellen nord og syd. Især havnen var berømt for sin størrelse og effektivitet.
Byen var hovedstad i riget gennem hele den 2. æra beskyttet af Wyvernkronen, -sværdet og -pendanten. Altid båret af den regerende konge. Dette fungerede strålende i mange år. helt op til The Wars of Dominion, hvor rigets fjender have overbevist kongen om ikke at bruge wyvern redskaberne da disse artefakter faktisk styrede personen der bar dem, og det var Namar-Tol elvernes der derved regerede via deres marionet dukker.
Men det svækkede forsvar lykkedes det dæmonkongen Kharuugh at bryde igennem til Saralis og sammen men sin hær af lugrokier, Qauiduer og diverse mondtre at kæmpe sig frem til Turaks byporte.
Her indså Kong Hanreth af Saralis han var blevet bedraget af sine rådgivere (som hastigt flygtede ud af byen hen til dæmonhæren). Men denne indsigt og optændt af raseri tog Hanreth sine bedste riddere ned til byporten og da den blev slået ind stod de klar. Hanreth havde nu taget alt udstyret på og han holdt i 18 timer bølge efter bølge af fjender ude af byen. Artefakternes kræfter holdt Hanreth frisk, alle hans mænd var ukampdygtige med Hanreth blev ved. Endelig så det ud til at angriberne gav op.

kom selve Karuugh frem, angriberne trak sig

breaks through the weak- ened magical protections of Saralis and within weeks is at the gates of Turak on Lake Karísh. King Hanreth dons the crown and comes forth to face the Ordainer, and a terrible duel ensues. In the end Hanreth is slain, his helm cleaved by the demon’s sword — which also shatters from the blow. A pillar of fire arcs high into the sky, answered far away above the Isle of Ghosts. Then all is quiet and the city was laid open to the dark raiders.