Shadow World tid: 9-juni-6073 til 14-juni-6073
DK tid: Torsdag den 25. juni 2024 kl. 16:50 - 01:15
Til stede var: Malim Naruum, Allan Østerby, Peder Tomasen, Votan Zotol og Q'aylef T'paw

I Tarunak (Port Saral) lidt over middag havde gruppen planer om at finde dem et skib der kunne sejle dem og alt deres gods samt den rejsende Killian De Tomaso til Belante så de kunne komme videre til Fayette Village og modtage de 5 platinpenge Killian havde lovet dem.
Killian havde hidtil været ganske fornøjet med at rejse i den ret luksuriøse vogn Peder og Malim havde. Killian fortalte han ville tage hen til Svagu Trading hvor han var kendt og overnatte der og så møde gruppen næste aften på værtshuset Den hvide Skrubbe hvor gruppen så nok ville have skaffet sig transport over søen.
På værtshuset blev der spillet meget Mølle som Allan fandt som et meget spændene spil, selvom det frustrede ham at Malims soldater åbenbart vare bedre vagter (siden de kunne skubbe allans vagter af brædtet). På samme kro stødte Malim ind i en gammel kending nemlig Jorge Hel-ambre som han for et års tid siden havde arbejdet sammen med om at fange en necromancer. Jorge var glad for at se Malim igen, men også lidt trist over at høre Malim havde købt hus på Jaiman når han nu egentlig burde flytte hjem til Emer som Jorge er sikker på Malim kommer fra. De talte lidt sammen og gruppen kom i tanker om de skulle sælge en masse på byens marked hvilket de gjorde.

Mens mange handlede og besøgte Bank of Sel-Kai, gik Votan og Q'aylef lidt på opdagelse i resten af byen. På turen kom de tæt på Alholdts tårn, der i dag er en afskærmet brandtomt ingen må gå ind i længere (det siges nogle eventyrer for nogle år siden, kom til at lukke nogle fæle væsner ud af tårnet der skabte meget ballade i byen.). Inden de kunne beslutte sig for om de skulle kravle over hegnet opdgaede Votan et forkomne og forgrædte børn ved vejkanten. De spurgte straks børnene hvad der var hændt.
De to børn hed Alva og Ditlev og deres forældre var blevet bortført af nogle lugrokier omkring byen Ralpik et par dage vest for Port Saral. Votan sagde højt “Sidequest accepted” og tog børnene med hen på Den hvide skrubbe hvor de alle ville mødes til et spil Mølle efter dagens handler.
På værsthuset fortalte ungerne at deres gård var blevet angrebet af mange tyagtige lugrokier og deres forældre; Flemming og Agnete havde kæmpet imod lugrkierne og sagt de skulle flygte til byen efter hjælp og vente der. Da de ankom til Ralpik var der ikke meget hjælp at hente, for hverken baronen eller byens borgermester Blumenkrantz havde tid til at tage sig at de to børn. Alva besluttede sig så for at drage til Port Saral og få Lord Jiax Alizon til at hjælpe dem med at redde deres forældre.
Desværre var de i Post Saral blevet fortalt at deres problem lå under Ralpiks område, så det måtte de løse ved dem og ikke ved 2. magistrat i Port Saral som kun tager sig af intern kriminalitet, hvis de kunne finde en bisidder fra Ralpik ville det være muligt for 2. magistraten at se nærmere på deres problem. Det var ca. der Q'aylef og Votan fandt dem

De historien var blevet fremlagt var alle enige om at det hastede med at få gjort noget ved dette, og at børnene nok skulle forberede sig på at deres forældre var blevet dræbt af lugrokierne. Malims og Peders vogn blev pakket og skes-spannet blev sat for. Allan brokkede sig noget over at det var besværligt med så mamge heste og 4 eller 2 ikke kunne gøre det? Hvortil Peder fortalte at hvis der kun var 2 heste ville de hurtigt blive trætte, men med seks heste kunne vognen trækkes hele dagen uden af nogle trækdyr led overlast. Q'aylef havde egentlig lige booket værelse på The Creepy Raven Inn men det måtte så stå tomt i nat.
Inden de tog afsted sendte gruppen Malim over til Svagu trading for at fortælle Killian at han lige skulle slappe af et par dage eller 4, de havde lige en mindre opgave lidt vest for byen. Henne ved Svagu mødte Malim Jorge der blev gald for at høre gruppen var på vej videre og han ønskede dem god og sikker rejse væk fra Saralis, men kan kendte nu ikke noget til nogen Killian? Han spurgte et par andre i lauget og ingen var bekendte med Killian? Malim undrede sig lidt og sagde så, at hvis Killian kom forbi måtte de gerne sige de ville hente ham om 4 dages tid enten her ved Svagu Trading, eller på Den hvide skrubbe.
Derefter drog malim hastigt hen til byens velhaverkvarter og fandt Steinweg residensen. Efter en lidt uhøflig velkomst af husets butler: herr Christof Ganser fik Malim kontakt til Ella Steinweg som er datter af Ferdor Steinweg der ejer det fine byhus. Ella fik hurtigt Malim ud i baghaven da hendes far nødigt skulle se hende med en eventyrer af ukendt herkomst. Ellas lillesøster Cassandra så dog Malim, og kom også nysgerrigt ud i haven for at høre med.
Malim bad de to søstre se om de kunne opspore noget om Killian, mens han og hans venner var et smut i Ralpik. De måtte ikke konfrontere ham eller noget, blot opspore ham og notere hvad han lavede i byen mens han var alene. Det var begge piger helt med på, men Malim måtte love Ella at hun bagefter måtte tage med gruppen til Fayette så hun kunne møde nogle andre eventyrere som kunne inspirere hende til hvilken retning hun skulle tage som eventyrer. Hun ville nemlig ikke bortgiftes til en handelsmand i Getesh og blive pæn hausfrau som hendes far ellers havde ret konkrete planer om. Malim indvilligede i aftalen og smuttede kort efter tilbage til de andre.

Rejsen til Ralpik gik gnaske fint. Der var ingen ballade ud over Allans brok over seks-spannet og gruppen nåede efter et par dage frem til Sigmundssøn familie gården. Da gruppen kom frem viste det sig et par rouges (Tommy og Falco) havde slået sig ned i det forladte hus. Alle dyr var væk, det samme var en del af forrådet i køkkenet. De to rouges påstod det var lugroikerne der måtte have lavet en masse mad i husets køkken, drukket den dyre vin og endda ladet opvasken stå. -Gruppen jog de to kæltringer ud af huset og de løb væk i natten.
De to børn: Alva og Ditlev gik i gang med at rydde op efter “lugrokierne”.
Allen var træt af at køre vogn hele natten og ville lige hvile sig lidt. Da han lige var faldet i søvn kom der soldater fra Ralpik, de skulle undersøge hvad der var hændt. Der var dog ikke meget at komme efter og Malim og Peder skældte dem ud for at komme alt for sent frem. Soldaterne noterede at de to børn havde overlevet og gården ikke var nedbrændt, men at der nok ikke var mere at gøre for dyrehold og forældre. Da Q'aylef havde forklaret de altså ville forsøge at finde forældrene levende blev to af soldaterne givet ordre til at følge med eventyrene, om ikke andet så for at forhindre dem i at plyndre nogle andre gårde. Det var de to vagter Fritz og Heinrich.
Efter Allan lige havde hvilet sig lidt blev der søgt efter spor som heldigvis var ret lette da lugrikierne havde omkring 30 geder fra gården med. Der var også fodspor fra et par mennesker der også var taget med -Så måske var håbet ikke ude for Flemming og Agnete.
En gammel kone fra en nabogård kom over til ungerne så de kunne blive der mens eventyrene sporede lugrokierne.

Hen over natten sporede Allan lugrokierne, og på sporene kunne man se at der stødte flere lugrokier til undervejs hvilket gjorde det endnu lettere at spore, der var nu også knap 10 mennesker og også kreatuere med.
Ved morgengry opdagede gruppen røg fra en lund som sporene førte til. Det kunne tyde på lugrokierne havde slået lejr for dagen. Malim og Q'aylef blev gjort usynlige af Votan og sneg sig ind for at undersøge og ganske rigtigt havde lugrokierne gjort lejr. Der var omkring 10 lugrokier, de bar den hvide maskes tegn, som er Ulors tegn. Ulor-lugrokier er ofte meget veltænede i kamp, de ledes ofte af en eller flere Quaidus, men Q'aylef og Malim kunne dog ikke se sådan en person i lejren. Ud over logrokier var der også en 10 mennesker bundet sammen omkring en vogn, og en masse dyr.
Da Malim og Q'aylef vendte tilbage blev et baghold aftalt, og gruppen ventede til lugrokierne var faldet til ro og sneg sig så ind på dem. Det gik fint med at snige sig og gruppen kom inden for 70 fod af fjenden før de blev opdaget. Med fordelen af at overraske fjenden og at kun halvdelen af lugrokierne var vågne skulle det nok blive let selvom der var mange fjender.
Det blev dog ikke en særlig let kamp, gruppen kom noget spredt ind, gruppens kasteskyts kom ukoordineret, og et par store ulve flankerede gruppen, mens lugrokiernes pile fløj præcist gennem luften. Det tog tid at komme ind på selve lejeren da alle søgte beskyttelse mod pilene selvom Votan kunne beskytte mange med hans magi. Så da gruppen nåede ind i selve lejren var alle lugrokierne vågne og klar til kamp, de benyttede alle polearms der gav den en taktisk fordel da de kunne slå ind i andre kampe med deres lange våben.
Til alt held endte kampen uden de store skader selvom det flere gange bestemt havde været tæt på. Fritz og Henrich hjalp også til selvom Heinrich fik en slem skade Votan heldigvis kunne hele under kampen.
Efter kampen blev alle fangerne sat fri og de takkede gruppen og baronen af Ralpik for deres redning. Fritz og heinrich var meget imponerede af gruppen og lovede de altid ville give øl på deres stamværtshus The Hooded Badger skulle de komme forbi Ralpik en dag.
Der blev også fundet en skilling guld og lidt brugbart udstyr på lugrokierne der blev delt blandt eventyrene. En kelt af deres polearms var faktisk i god kvalitet, den blev givet til Fritz. Der blev også fundet et krøllet stykke papir der var skrevet på Lugrok som derfor blev givet til Malim da han ved mange ting om Lugrokier, blandt andet deres sprog.
Flemming og Agnete blev genforenet med deres børn. Og familien lovede gruppen de altid var velkomne på Bakkebo skulle de komme forbi, have brug for et hvil eller en ferie.
Derefter drog gruppen tilbage til Port Saral, da de ankom til byportene stoppede vi.

Malim kom bagefter i tanker om papiret fra den døde lugrok og fandt det frem, på det stod følgende:

Til Zargulg
Det er vigtigt I bringer høsten til Refuge Lunaire så sejler vi over floden og henter jer derfra.
Urag og Ehanne har tillid til at I skaffer både slaver og dyrehold, vi kan sortere dem senere, bare tag alt med I kan slæbe og skynd jer tilbage, baronerne i Saralis er langsomme til at reagere men I kan ikke klare dem hvis de sætter efter jer med deres styrker.

Usanzu Irdeh

Shadow World tid: 14-juni-6073 til 18-juni-6073
DK tid: Torsdag den 8. august 2024 kl. 16:45 - 23:45
Til stede var: Allan Østerby, Votan Zotol, Q'aylef T'paw og Halvor Sursøn

Gruppen befandt sig i Tarunak (Port Saral) hvor de forberedte sig på at bringe deres rejsende Killian De Tomaso til Fayette Village.
Malim og Peder skulle have deres vogn til service så var draget lidt nord for byen for at finde en velrenommeret vognbygger der holdt til en forstad til Port Saral.
Halvor kiggede sig om for at købe sig en hest og ved stutteriet Ahorntal Landgut faldt Halvors kærlighed på hingsten Silveflame, en ung lesser warhorse, desværre var der meget arbejde med at få en warhorse ved det velronomerede stutteri, så der fulgte både kursus ridetimer med inden man kunne få hingsten overdraget. Så valget fald på plovhesten Monne der altid er glad og følger med. Monne var desuden også meget billigere end Sliverflame. Gruppen besluttede sig for at finde ud af hvad der foregik i Refuge Lunaire, eller i det mindste gøre nogen opmærksom på det… Kom forbi Bushwi hvor de overnattede på kroen. Derefter Selkteb og så til Ralpik.
I Ralpik mødte de borgermesteren Felix Blumenkrantz som tog truslen nogenlunde alvorligt og forklarede at de nok skulle opsøge en tracker ved navn Johan “Rangerman” Tûltsee der burde vide præcist hvor Refuge Lunaire lå. De fik de to vagter Fritz og Heinrich med som de allerede kendte fra før. \ Johan Tûltsee boede faktisk i en lille by ved navn Regenspen list syd for Parset, så gruppen drog dertil.
Ved den lille flække Regenspen tog gruppen ind på byens kro. Kromanden kendte fint Johan, han var dog draget ud til de gamle høje efter et mudderskred havde blotlagt nogle gamle sten Johan gerne ville se nærmere på. Bakkerne lå bare en lille kilometer nord for byen så de kunne nemt suse derud. Johan havde været der i et par dage men det fandt krofatter ikke besyndeligt siden Johan holdt af at campere.
Gruppen ville derud med Fritz og Heinrich blev hængende i kroen.
Ude ved bakkerne som var ganske nydelige i det smukke juni vejr virkede alt fredeligt. Gruppen fandt hurtigt Johans lejr hvor de kunne se der for mere end 12 timer siden havde været tændt bål. Der blev kigget efter spor og Allan fandt et der kunne følges, dette spor første gruppen om til en bakke med en tunnel igennem.. Det var en lidt lang tunnel men man kunne godt se lyset fra den anden side.. Der blev hørt et “Hallo?” inde fra tunnelen og gruppen svarede prompte “Hallo” tilbage, der lød så et “Halli” og sådan kørte det frem og tilbage uden rigtigt at komme nogen vegne. Stemmen ville gerne at gruppen kom derind og lidt modvilligt begav de sig igennem.
Der var ingen at se i tunnelen men da de kom igennem var vejret blevet lidt dårligere men de kunne følge Johans spor tilbage mod kroen. Da de kom ned til Regenspen var vejret blevet ret tåget og byen så ikke så pæn ud i det dårlige vejr, inde på kroen var der mørkt og kedeligt. Kromanden, Fritz og Heinrich var borte, men der sad dog en ensom mand i kroen. Han lyste op da han så gruppen “Ah tilskuere, skønt” udbrød han. og præsenterede sig som trackeren Johan Tûltsee .
Gruppen undrede sig over kortvarrigt og fortalte så de skulle have ham med på tur nordpå på befaling af borgermesteren i Ralpik. Det ville Johan gerne, men der var et problem. Gruppen var strandet i det Johan kaldte “Skyggelandet”. Allan morede sig over at Johan kalde et verjfænomen for et “land”. Var man først gået igennem tunnelen var man strandet i “Skyggelandet” sammen med ham Den røde gækker. Som han fortalte det trådte en hofnar ind i kroen og begyndte at fortælle dårlige vister og gåder han primært selv grinte. Naren blev ved men ikke alle grinte. Man kunne se desparationen og det hele blev noget pinligt.
Allan rejste sig og ville gå nu men naren sagde de ikke kunne forlade landet før forbandelsen var brudt. Det grinte Allan af, men ikke de andre. Gruppen fandt ud af at byen var omkranset af en meget tæt tåge som faktisk blev så tæt man kunne mærke den. Johan fortalte eneste vej ud var tunnelen eller bryde narens forbandelse.
Johan var kommet frem til at NAren var et forbandet væsen der var forbandet til at få et publikum der morede sig over ham, så længe han ikke havde det publikum ville forbandelsen ikke hæves. Og Allan syntes IKKE naren var sjov overhoevdet.,, Så det skulle blive svært at hæve den forbandelse. Efter mange dårlige jokes fortalte Johan der muligvis var et vogter væsen der spandt denne dimension, så hvis det kunne nedkæmpes kunne de måske bryde spinnet og slippe ud.
Gruppen drog hen i udkanten af byen og fandt et gigantisk spindelvæv. Johan var bange for det og naren skulle bestemt heller ikke nærheden men resten af gruppen fik trukket et æderkoppelignende væsen ud af spindet. Det angreb gruppen og det kom til kamp. Dog var væsnet ret uheldigt og fumlede en del så det blev overraskende hurtigt dræbt.
Da det var nedkæmpet takkede naren for hans frihed og fordampede, det hele begyndte at rumle og Johan skreg de skulle skynde sig til tunnelen… gruppen drog igennem og kom ud i sommeren på den anden side. Allan udbrød “Så kom der godt vejr igen hva'?”. Alle var glade for at være sluppet ud.
Derefter drog gruppen mod Parset og Johan viste vej til Refuge Lunaire hvor de gjorde lejr.
Om aftenen kiggede halvor ud på disen fra floden Artolia og tænkte om de mon overhoevdet havde forladt skyggelandet?

Vi stoppede her.

Shadow World tid: 18-juni-6073 til 20-juni-6073
DK tid: Torsdag den 22. august 2024 kl. 17:45 - 00:45
Til stede var: Votan Zotol, Olix von Flyndern, Malim Naruum, Jadel Irsang og Peder Tomasen

Resumeet er fundet i Jadel Irsangs dagbog og lyder så lededes:

Rygterne om at Malim og Mystokazap var forsvundet var vedholdende…
Det var en regnvåd grå dag, døren til den galoperende pony gik op. En høj elverkriger med et fast blik gik ind på kroen…. Han så sig om med sine skarpe elverøjne… der ! I hjørne kunne man se en skikkelse i flammende orangerøde gevandter.
Rygtet talte sandt… den orange Mager… den opstående sols flamme.. var kommet til byen !
Elverkrigeren satte sig ved hans bord… de talte sagte sammen… man kunne høre enkelte ord som “forsvundet” og “kender du også min tjener Malim”…
Efter en tid rejste elveren og den Orange Mager sig… der blev smidt et par mønter på bordet og de drog afsted.

De var på vej ud for at finde deres venner som var kommet i problemer..
Med elvernes usvigelige instinkt og Magikerens åndemaning lykkes det de to helt at finde frem til Malim og Peder…
Det var lidt uklar hvad der var sket (mest fordi den ene var relativt mentalt handicappet, og den anden snakkede så dårligt Seoltang at det eneste der var klart var at han havde skaffede forgyldte Alu-fælge til sin vogn og at de begge skændtes konstant om hvem der var mest Street med deres bløde hatte, guldkæder og knive i støvlerne)
Der lykkedes dog for elverkrigeren at finde ud af at de havde efterladt Mystokazap alene på et meget farligt sted, hvor de forventede at Lugrokker og det der var værre snart ville komme.

Sagen var den at Malim Peder og Mystokazap tidligere havde overfaldet en fange konvoj anført af Gobliner og kobolter… de havde overmandet disse mellem farlige væsner og befriet fangerne (elveren var faktisk stolt over det, fordi han lidt følte at han havde trænet dem og han var jo lidt en fader figur som de så op til)
De havde vist sig at der var et større komplot i gang… Goblin fange-konvojen havde været på vej hen til et sted hvor fangerne skulle udleveres til Lugrokier fra selveste Ulor… Ja, måske endda anført af en af de hvide Quaidu mordere!

Den Orange Magiker og Elver krigeren overtog straks ledelsen… man kunne nærmest se taknemligheden i Ykinens øjne.. og et fortsat lidt tomt stirrende blik i Talattens øjne…
Sammen drog gruppen nu over til floden hvor Mystokazap ventede på dem. Mystokazap.. elementernes betvinger havde fremmanet tre mægtige vind væsner som nu var hans tjenere… de hed vist øst-stormen nord-orkanen og Ole !!
Mystokazap havde også fundet en gigantisk Balista som han og hans tre mægtige elementaler gjorde klar..
stedet hvor de fandt Mystokazap var en gammel ruin der knejsede over et strand stykke ved flodbredden… det var her at Goblinerne skulle aflevere deres last af slaver til de onde Ulor-lugrokier.
Noget ondt var på færde….
Ulor-lugrokkerne var i gang med at samle fanger… det virkede meget velorganiseret, spørgsmålene stod i kø….
Hvad skulle Lugrokkerne bruge de mange slaver til ?
Hvorfor flyver de blå sommerfugle af Prahia arten altid venstre om ilden ?
Hvad var hemmeligheden bag de syge dværge æg ?

Inden elverkrigeren og den Orange magiker ankom havde de andre ikke rigtigt haft en plan, men med sin myndige stemme og sit gennemtrængende blik, lagde Elverkrigeren og den orange magiker en plan… en god plan.. en virkelig god plan der umuligt kunne fucke op !!

De planlagde et baghold på Lugrokkerne.
Gruppen havde været forvirret… hvad skulle de dog gøre… vente på stranden ? Ligge på lur i bakkerne ?
Elverkrigeren lod sit blik fare hen over stranden, den stejle skråning og ruinborgen på Bakken “Thi !! Og kom hid” Sagde han myndigt.

Den sorte barbar og Talatten som skændtes om guldkæder og vognens interiøre kiggede op.. nærmest underdanigt kom de hen til elveren.. “Jeg har en plan” sagde elveren og med deres store våde øjne fulgte de hvert eneste af hans ord imens han fremlagde den fantastiske plan. På Bling-hestevognen var der monteret en kraftig armbryst (arbalest) den kunne Talatten betjene… samtidigt fik Mystokazap sine vind væsner til at flytte den store Balista tættere på borg kanten… kun Elverkrigeren forstod at betjente dette komplicerede våben så det ansvar tog han…
Begge våbnene blev først skjult af magiske sten mure og derefter camoufleret af blade og grene så de var usynlige fra stranden De havde frit overblik over stranden og stien der første op til borg ruinen.
Gruppen lavede en falsk slave lejr så Lugrokierne fra Ulor ville tro det var der de skulle hente deres slaver.
Ved denne lejr ventede Malim og den Orange Mager… mageren havde fremmanet nogle væsnet fra mørkets dimension… Elverkrigeren var ikke hent tryg eller tilfreds med det, men da det var den Orange Magiker som havde kontrollen over dem… så gik det nok.
Elveren, Talatten og Mystokazap forblev ved borg ruinen.. planen var at de skulle skyde med de tunge våben på det rette tidspunkt… og derefter ville Mystokazap med en portal gøre dem istand til at hjælpe Malim og den Orange Magiker som ville gå tæt på fjenderne og knuse dem.
Stedet hvor bagholdet skulle finde sted var nøje planlagt af elveren, og han lagde bjørnefælder ved siden af stien ved en lille mur hvor de regnede med at Lugrokkerne ville søge tilflugt. Planen var klar..
Men… uden at Elveren opdagede det, så begyndte Talatten og barbaren Malim at tænke selv !!! De tænkte det kunne være sjovt at rulle Tønder med æbler ned i hovedet på Ulor-Lugrokkerne samtidigt !
Så de fik på underlig vis fat i nogle store tunge Tønder fyldt med æbler som de ville rulle ned af den smalle sti imod fjenden.

Alting var klar og efter to dage kom fjenden over den brede Artolia flod !!
Vores helte kom hurtigt i position. Elverkrigeren påførte en gift på pilene til Balistaen og Arbalesten (level 5 gift som gør målet bevidstløs).
De så to store langbåde gå i land.. hver båd havde 5 Sorte Ulor-Lugrokker og en hvid Quaidu morder med.. Det var en meget farlig fjende der nærmede sig… men 1 Lugrok og en af Zamors hvide mordere blev ved bådene… da resten af den onde flok nåede til skråningen blev 4 Lugrokker med buer afsat til at dække stranden.
De resterede Sorte Ulor-Lugrokker anført af den hvide Zamor morder gik op af skrænten imod faklerne fra den falske slave lejr De råbte op imod lejren… og her kunne man tydeligt opdage hvor genial Elverkrigerens plan var.. Barbaren Malim, som vistnok, som lille, var blevet reddet fra en Lugrok slave lejr af Elverkrigeren, forstod og talte deres sprog flydende.. derfor havde Elverkrigeren placeret ham i den falske slave lejr.
Malim råbte på Lugrok sprog tilbage til den onde flok og sagde at de skulle komme op og hente slaverne.
Ulor-Lugrokkerne fattede ikke mistanke og gik videre… da de var på det aftalte sted klappede fælden !!
Den store pil affyret af Elveren fra Balistaen ramte den hvide morder fra Zamor samtidigt at Peders Arbalest pil ramte ham.. han blev slået i jorden og giften virkede !!
Mystokazap og den Orange Magiker sendte lyn og flammer ned over Lugrokkerne og flere blev svært kvæstede, Lugrokkerne kastede sig i ly.. lige ind i bjørnefælderne som tildelte dem svære blødende sår.. den Orange Magiker slap sine demon lignende væsner afsted ned af skråningen imod fjenden.. ting gik fint.. pludseligt så Elverkrigeren at Malim sparkede til noget ?? Det var en æble tønde… den rullede afsted hurtigere og hurtigere… lige i hælene på den Orange Magikers mørkevæsner !!
Endnu en tønde sparkede Malim afsted samtidigt med at den første tønde bragede ind i den Orange Magikers demoner !! Hyl brag og forbandelser lød og en stor støvsky opstod… ud af skyen rullede æbletønden afsted imens demonen lå fladmast og vred tilbage Elverkrigeren var blevet så distraheret af dette at han ikke opdagede at Mystokazap kastede sine portaler det forkerte sted helt nede ved Stranden hvor 4 Lugrokker måbene så på hvad der skete på Bakken..
Peder nægtede at hoppe i Portalen da det ville betyde at Elverkrigeren og Talatten skulle klare 4 Lugrokker selv
Lugrokkerne begyndte at samle sig.. om få øjeblikke ville bagholdet have mistet sit overraskelses moment og der stod stadig 4 Lugrokker på skråningen (mere eller mindre såret) Malim ville ikke løbe derned alene og demonerne kom kun langsom og forsigtigt derned imens de ængsteligt kiggede bagud for at se om flere æbletønder var på vej. Elverkrigeren tog endnu engang en vigtig beslutning
“Mystokazap kan du trylle mig og Peder ned til de Lugrokker på skråningen ?”
Det kunne han godt.. to portaler blev fremmanet og Peder og Elverkrigeren hoppede igennem portalerne lige om bag ved Lugrokkerne der havde søgt tilflugt bag en mur
Malim så dette og løb ned af Bakken for at hjælpe imens Mystokazap og den Orange Magiker rykkede frem imens de kaldte lyn og ild ned over fjenden
Elverkrigeren og Peder fik nedkæmpet de fleste Lugrokker og da Malim og demonerne kom frem blev de sidste dræbt.. Men nede på stranden skød Lugrokkerne nu løs med deres langbuer. Der var lang afstand og buerne ramte ikke\\
Malim spm jo nok var lidt flov over det med æble tønderne og over at Elverkrigeren og Peder havde klaret det hele løb nu frygtløst ned imod bueskytterne.
Imellemtiden var Peder så blevet træt.. han pustede og satte sig ned… det var meget hårdt sagde han… så han skulle lige have pusten Elverkrigeren kunne godt se at han umuligt kunne indhente Malim som jo løb så hurtigt som Tigerne i børne bogen “lille sorte maling”. Elverkrigeren drog sin bue og begyndte at skyde imod Lugrokkerne imens Mystokazap afværgede pileskud imod Malim
Den Orange magiker rykkede frem men havde lidt besvær med demonerne som var noget nervøs for æbler.
Den sidste af Quaiduerne kom sammen med en gigantisk ulor-Lugrok frem til de bue bevæbnede Lugrokker.
Den hvide morder kastede besværgelser der stoppede elverkrigerens pile, og det så ud til at kunne blive meget farligt. Elverkrigeren kunne med sine skarpe øjne se den hvide Zamor morder… han tog sigte som kun en elver kan… han hviskede til pilen… måske med magiske elver ord !! Flyv lille pil flyv sandt og stærkt !”.
Pilen hvislede igennem luften… Zamor morderen hvæsende sin besværgelse en barriere forsøgte at stoppe pilen… men pilen fløj sandt og stærkt ! Den gennemborede Zamor morderens kranie (E crit 66) og han faldt død til jorden.
Peder havde imellemtiden fået pusten… nok mest da der gik op fir ham at han ikke som Malim skulle læbe, fordi Mystokazap endnu engang lavede en portal så Peder kunne komme ned i kampens hede uden at skulle blive forpustet. Malim og Peder ramte de rystede Lugrokker som en hammer i et æble og knuste dem..
Selv den store Lugrok der trak et flammende våben.. en dødelig magisk peshkab der kunne blive en flammeklinge en gang hver dag, blev nedkæmpet af de to krigere.
Samtidigt skvattede den Orange Magiker over mange udsmattede æbler oppe på skråningen han slog hovedet og besvimede. Hans demoner blev så sure og angreb Mystokazaps vind ånder.
Men Elverkrigeren pile og mystokazaps lyn gjorde det af med demonerne.

Bagholdet var lykkedes selvom det ikke gik helt som Elverkrigeren havde planlagt det. Alle var enige om at det havde været en god plan og derfor tilbød de ham den magiske peshkab elveren hurtigt døbte “Flamme tunge”.

Lugrokkerne var besejret og en af Ulors quaidu mordere var nu deres fange. Eleven var sikker på det var en leder på højt niveau!
Nu ville de kunne finde ud af hvad herskeren af Ulor havde af ondskabsfulde planer!!